Ok. Jeg er ok. Det er vist den sætning, som jeg har kastet om mig i flæng den sidste måneds tid. Er det sandt? Tja, det er det faktisk i 99 procent af tilfældene. Så jeg må være mere end signifikant ‘ok’. Jeg har fået fuldtidsjob, som jeg er sygt glad for! Mit sociale liv i virkeligheden er ved at være tilbage på grund nul. Det er rart. Og en gang om ugen trækker jeg vejret helt ned i maven i to timer, hvor jeg behersker titlen, ok intern joke, som ‘den smidige pige på internettet’. Andre ville nok bare kalde det ‘at gå til tai chi’.
Men hvad så med den ene procent?
Den ene procent som gør, at blandt andet at bloggen er glemt?
Fotografen, min bedre halvdel, min bedsteven, er ikke længere kærester. Vi er ok. Det er vi faktisk. Omend er det sært at bo sammen, når vi ikke skal ‘gå sammen’ (Nephew/Marie Key reference). Dem af jer, som følger mig over flere medier (instagram, facebook, twitter), havde det nok på fornemmelsen. Da jeg søger lejlighed til misserne, den sorte garderobe og jeg selv. Altså sammen ik’?!
Ps: Jeg er ikke-ryger.
Pps: Der er fucking 4-6 års ventetid på kommunens akutliste. Selvom fotografen er sød, så er det længe at skulle dele adresse.
Pps: Billige andele har også interesse!
